Jeg fik skæld ud, fordi jeg har det svært.

Holaaa! Dette er et af de lidt tunge emner..

Jeg er en 16-årig pige, som går i 9 klasse. Jeg har det svært i skolen, og derfor kommer jeg nogle gange ud, i nogle situationer, jeg finder ubehagelige.

Hele denne uge, har været ret hård. Hårdere end hvad min skole uge plejer. Jeg døjer med nogle ting jeg har svært ved, og en af dem er fremlæggelser. Der blev skrevet til lærerne, at hvis jeg skulle fremlægge, så skulle det kun være overfor læreren, eller fremlægge foran nogle få elever.

Igår var det meningen, at jeg skulle fremlægge i Engelsk med min veninde. Jeg var lidt i tvivl, om vores engelsk lærer havde glemt, at jeg kun fremlægger foran lærerene. Så mig og min veninde gik hen til hende, og spurgte hende, om vi skulle fremlægge foran hende kun. Hun kom med et støndende “Ugh” og var som om, nårh ja, det bliver i jo nødt til, fordi at hun (jeg) ikke kan fremlægge foran de andre. Hun kiggede i sit skema og sagde med en attitude, at vi kunne fremlægge dagen efter, altså i dag.

Da jeg kom hjem, fortalte jeg det til min mor og søster. De skrev til hende, at alle lærerene burde vide, at jeg har det svært ved at fremlægge, og derfor kun fremlægger overfor lærerene. De skrev også at, det ville være godt hvis hun næste gang, tog det som en selvfølge, så jeg ikke hver gang skulle gå op foran alle eleverne og snakke med hende, om at jeg ikke kan fremlægge foran eleverne. Jeg får det skidt hver gang, at jeg skal fortælle det til lærerne, for jeg ved ikke hvordan de vil reagere og om de vil presse mig, til at fremlægge foran alle. For jeg har det med at være en pleaser, og nogle gange skubber mine egne følelser til siden.

Så i dag da jeg kom i skole, kom jeg lidt senere, så jeg undgik Engelsk timen. Min veninde var der, og vores engelsk lærer havde spurgt, om vi i stedet kunne fremlægge i morgen. Min veninde skrev det til mig, og det sagde jeg ja til. Men da jeg så kom, og var på vej hen til klassen, håbede jeg at jeg ikke ville løbe ind i min engelsk lærer. Jeg havde allerede fra morgenstunden spekuleret rigtig meget, på hvordan det ville gå, hvis jeg stødte ind i min engelsk lærer. Men så, så hun mig. Hun sagde at vi lige skulle snakke sammen og jeg fulgte med. Det var som om hun ville gå lidt væk, fordi der var mange elever der hvor vi stod. Men det endte så med at vi stod på grænsen til min klasse og parallelklassen, hvor der stod endnu flere.

Mit hjerte bankede vildt hurtigt, og mine tanker fløj rundt i mit hoved. Man skulle næsten tror der var en ventilator i mit hoved. Hun begyndte at “low key” skælde mig ud, og sagde at hun simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor min mor havde skrevet til hende. Hun blev ved med at presse på, og jeg begyndte at gå i panik. Hun snakkede højlydt om det, imens der stod en hel masse, samtidig med at hun snakkede om mine problemer. Jeg følte mig som et stort problem, og at jeg havde gjort noget galt. Jeg svarede hende kun med “mhm” fordi jeg kunne mærke at jeg blev helt varm i kroppen, og min øjne løb i vand. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne, for at holde tårerne tilbage, og fordi jeg ikke ville græde imens hun var der, gav jeg hende nærmest bare ret i det hun sagde. Da hun gik, kunne jeg ikke gå i mod klassen. Der var en dør lige ved siden af, som jeg gik ud af. Tårerne begyndte at trille, og jeg kunne ikke stoppe med at græde. Jeg skyndte mig at ringe hjem, og fortalte det. Det hjalp virkelig meget, og jeg kunne holde ud at være der, resten af dagen.

Da jeg så kom hjem, skrev min mor og søster, til vores lærer igen. Jeg græd også da jeg var kommet hjem, og min mor og søster fortalte mig at jeg ikke havde gjort noget galt, og at det var sejt at jeg klarede det, og var rigtig stolte af mig.

I morgen skal jeg så fremlægge overfor hende, og jeg kan godt mærke at jeg er lidt bange, for at hun vil “snakke” med mig igen. Men jeg gør det. Og kun fordi at jeg ved at min mor og søster opbakker og synes, at det er helt i orden, hvis jeg nu ikke kan klare at fremlægge overfor hende alligevel.

Jeg er så uendelig taknemlig, for at have min mor og søster. De forstår mig på så mange punkter, som ingen andre gør. De er der altid for mig. Hvis jeg har det svært ved noget, husker de mig på, at jeg skal synes, at det jeg kommer til at gøre er sejt. Fordi, hvis jeg nu ikke kan gøre det, som jeg har sat mig selv op på, er det sejt. Fordi så lytter jeg til mig selv, og det er en af de største gaver man kan give sig selv.

Ciao:)